I år har vi alle sammen været amatørepidemiologer. For mit eget vedkommende begyndte den nye interesse her i avisen med indkaldelsen af en lang række vidner af den slags, jeg som journalist har kontakt til.
Den første var Paul Auster, som havde barrikaderet sig i sit hus med sin hustru, Siri Hustvedt, i Brooklyn. Parret havde begge haft en mild udgave af virussen, og New York lignede en spøgelsesby, når han så ud ad vinduet, fortalte han. Mange af parrets venner havde været voldsomt syge. »Det ene øjeblik føler jeg mig håbefuld, det næste, at vi kan havne i en meget kaotisk og måske voldelig tid. Jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente«, sagde Auster.

