Det var med en vis bæven, at københavnerne så vandet stige i Københavns Havn i december 2013. Stormen Bodil var den anden af sin slags, der inden for tre måneder Danmark hårdt, men i modsætning til Allan i oktober skabte Bodil en stormflod, som overraskede alle og medførte skader for milliarder – ikke mindst i København.
Da vandet stoppede med at stige, var det 165 centimeter over dagligt vande og stod så højt, at man kunne dyppe tæerne i det fra kajkanten. Vandet skyllede ind over Amager Strandpark og byggepladser ved Krøyers Plads på Christianshavn. Ved Sluseholmen blev folk bedt om at køre deres biler ud af parkeringskældre, og mange kældre i nærheden af havnen blev totalt oversvømmet. Hvis vandet var steget bare lidt mere, ville det have oversvømmet store dele af København med katastrofale følger.
