Mindre end to uger, efter at Donald Trump i november 2016 vandt det amerikanske præsidentvalg med et mindretal af de afgivne stemmer, meldte Timothy Snyder sig på Facebook med tyve råd om, hvad det 20. århundredes katastrofer kan lære os, hvis vi vil hindre, at diktaturet sænker sig over os. Den amerikanske historiker, årgang 1969, var da internationalt kendt for ’Bloodlands’ (2010) og ’Black Earth’ (2015), begge om Anden Verdenskrigs slagmarker i det østlige Europa.
Snyder er det bedste eksempel på, at avisernes debatstof er et uundværligt supplement til nyhedsdækningen. Det kan være udmærket med strømme af ’breaking news’, siger Snyder. Men vi ser først selve oceanet, når politiske hændelser nævnes ved deres rette, historisk velkendte navne.

