Misbrug af magt, folket mod eliten, voksende økonomiske svælg mellem fattige og rige, manipulation, korruption og kupforsøg. Det er alle politiske og sociale problemer, som vi i 2021 kun kender alt for godt.
Men hvis vi graver lidt i historiebøgerne, er der også et tankevækkende sammenfald mellem nutidens og antikkens problemer. Og overlappet bliver særligt tydeligt, hvis man ser nærmere på de tumultariske år, hvor den romerske republik gispede efter vejret og til sidst måtte udånde efter et blodigt slagsmål mellem magtbegærlige politikere.
