For mange af os markerer den kommende vaccination mod covid-19 forhåbentligt afslutningen på mange måneders ensomhed og isolation. Endelig kan man igen samles med vennerne på festivalpladsen, i koncertsalen eller svedende foran højtalerne på klubben. Og endelig kan de unge, som i meget høj grad har ofret sig under pandemien, have noget at se frem til.
Men så enkelt forholder det sig desværre ikke. For de danske kulturaktører mangler valideret viden om, hvordan man igen sikkert kan samle gæster, og under hvilke foranstaltninger det skal foregå.

