I en bizar politisk manøvre er klimaforandringer blevet gjort til et teknisk problem, i stedet for hvad det i virkeligheden er: den største humanitære krise, vi nogensinde kommer til at stå over for.

Der er noget paradoksalt i, at regeringen med den ene hånd hænger grønne medaljer om halsen på sig selv og med den anden, som det eneste land i Europa, sender flygtninge tilbage til et fortsat hærget Damaskus i Syrien. For i virkeligheden giver det slet ikke mening at skille klimapolitik og flygtningepolitik ad på den måde. Lige nu er FN’s flygtningekonvention baseret på, om mennesker er personligt forfulgte. Men hvad skal vi gøre, den dag det ikke er diktatorer, men vores ustyrlige overforbrug og klimaaftryk, der forfølger millioner af udsatte verdensborgere?