På Indre Nørrebro står en femetagers ejendom med udsigt til Blågårds Plads. Inde bag de røde mursten finder man andelsforeningen A/B Klodsen, hvis medlemmer i maj stod over for en svær beslutning. Skulle prisen på deres lejligheder hæves eller ej?
Særligt boligmarkedet i de store byer har oplevet heftigt stigende priser over de seneste år. Men også andelsboligernes priser er steget en del, ifølge tal fra Boligsiden. For nogle beboere var beslutningen om at afspejle det omkringliggende marked derfor den mest rigtige. Men andre mente, at prisstigningerne ville fastspænde lejlighederne til det i forvejen svært tilgængelige boligmarked og være et farligt langt skridt væk fra selve grundtanken bag andelsbevægelsen – et fællesskab af mennesker, der sammen har købt og driver en god og billig ejendom.
»Jeg frygter, at prisstigningerne får folk til at flytte ud, og at det ødelægger vores fællesskab«, siger forperson for foreningen Rich Bewley, som understreger, at det er hans personlige holdning, og fortsætter:
»Og så frygter jeg, at prisen bliver endnu højere næste gang. Andelsforeningen er til, for at folk bor der på langt sigt. Det skal ikke bare være en investering til det næste stop«.
