Ung forfatter: Dannebrog er et forpestet symbol på en ekstremistisk ideologi

Det er for tiden ikke til at slippe for. Hængt op i vinduer, vajende fra altaner, viftet af stive middelklassefædre, mens de tyller fadbamser til ågerpris på den lokale gastropubs udeservering. Med dertilhørende snøvlende slagsange, skrålende lålålå’er og almindelig utryghedsskabende adfærd i gadebilledet er Dannebrog den allestedsnærværende påmindelse om, at nu er der altså sport i gang. Og for fanden, hvor har vi det godt.

Der lader til at florere en mere eller mindre alment accepteret tese om, at nationalismens spøgelse opløses, når der er landskamp. Det er det ene tidspunkt, hvor der ingen grænser eksisterer for, hvor brændende intenst man kan identificere sig med et æterisk nationalgespenst i stedet for sig selv som menneske i verden, for nu handler det sgu om vores drenge. At selvsamme drenge næsten hver og én til daglig arbejder for udenlandske klubber ejet af multinationale kapitalfonde og rigmænd, der bytter menneskekroppe som Pokémon-kort, frasorteres selvfølgelig selektivt fra ligningen.