Det har skabt stor debat i visse forskermiljøer, at vi var et bredt flertal i Folketinget, som for nylig vedtog en tekst, der understreger, at det er universiteternes ansvar at sikre akademisk selvregulering, pluralisme og forhindre ensretning, hvor politik forklædes som videnskab. Dele af den danske forskerbestand var hurtig til at lægge kraftig afstand til vedtagelsesteksten. Få andre har dog meldt sig konstruktivt og nuanceret ind i diskussionen, og det er positivt, for sagen vedrører en af de største trusler mod tilliden til videnskab, universiteter og forskere: identitetspolitik.
I avisspalterne har det primært været forholdet mellem forskere og politikere, der har været oppe til debat, mens færre har kastet sig over baggrunden for diskussionerne om politisk aktivisme.


























