Statuen af Hans Egede står endnu i Nuuk, men hvor længe? 300-års dagen for den navnkundige præst og missionærs landgang i Grønland blev ikke fejret, og det er unægtelig også svært at hylde en kolonisator udsendt af den danske kongemagt.
I disse år står Grønland ved en skillevej. Præsident Trumps tilbud om at købe Grønland var et absurd, men også ærligt udtryk for USA’s vedvarende strategiske interesse i det store land. Rusland og Kina fisker også i de rørte vande, som ikke er blevet roligere, efter at Indlandsisen er begyndt at smelte. Grønlands enorme naturressourcer, de nye sejlruter og den geopolitiske betydning gør det til en lækkerbisken. Det arktiske område er blevet en helt central brik i den kolde krig om fremtiden i Arktis.
