Fristaden Christiania er på så mange måder stadig et fristed. Her finder jeg stadig de originaler, jeg det meste af tiden spejder forgæves efter ude i det mere homogeniserede samfund, hvor vi har en tendens til at benytte vores grænseløse frihed til at se ud på nøjagtig samme snusfornuftige måde.

Ofte slentrer jeg flere gange om ugen rundt på Christiania. Hver gang får jeg øje på noget nyt. Skønne naverhuse formet som halvmåner eller eventyrboliger, hvor man nænsomt har bygget sit hus uden om et træ frem for at fælde det. Fantasifulde mosaikker på selv de mest usle gamle betonkasser. Få steder i København kan hamle op med paraden af gamle træer på Christianias vold.