At tro på, at man besidder en enestående evne til at få sin vilje igennem, er nærmest en forudsætning for at blive præsident i USA. Men alt for ofte overdriver præsidenter, der ønsker at øve indflydelse på udenrigspolitikken, betydningen af det personlige diplomati. Relationer mellem ledere kan skabe tillid – eller nedbryde den – men præsidenter overvurderer ofte deres egen evne til at styre både allierede og modstandere.

Ronald Reagan og Mikhail Gorbatjov havde opbygget en så solid relation, at mange i Reagans stab var bange for, at han ville aftale en skrotning af atomvåben, der ikke ville kunne verificeres. Bill Clinton mente, at hans personlige diplomati kunne skaffe palæstinenserne en stat og få russerne til at acceptere Nato’s udvidelse. George W. Bush troede, at han kikkede Vladimir Putin i øjnene og så hans sjæl, og Barack Obama troede, han kunne overbevise Putin om, at det ikke var i Ruslands interesse at bestemme udfaldet af krigen i Syrien.