Kriser er som amatørmalere. De holder af at optegne og genoptegne grænser. Hver krise i det seneste årti har skabt skel i Europa, mellem stater og internt i stater, langs forskellige linjer. Eurokrisen delte Europa i nord og syd og spaltede kontinentet mellem debitorer og kreditorer. Flygtningekrisen skabte en anden skillelinje, denne gang mellem øst og vest. Men hvor disse skillelinjer har været højst synlige og skabt afgrænsede lejre, der fik betydning for andre politikområder, syntes pandemien i de tidlige stadier at bringe europæerne sammen. Det begyndte med en nationalistisk fase, da regeringer i EU lukkede deres grænser fra den ene dag til den anden – men det blev hurtigt til en europæisk fase, da EU’s medlemsstater blev enige om kollektivt indkøb af vacciner.
Men som tiden er gået, bliver det stadig tydeligere, at erfaringerne med pandemien er højst forskellige i EU, og at nogle af de gamle skillelinjer i unionen er genopstået, og de følger generationer og geografi.
