Da Sovjet førte krig i Afghanistan, var Svetlana Aleksijevitj den eneste, der fortalte sandheden. Sådan er det ikke nu.

Jes Stein Pedersen: Da Sovjet førte krig i Afghanistan var hun det eneste sandhedsvidne. Nu er alt forandret

Afghanere i demonstration foran den sovjetiske ambassade i København efter Sovjets invasion. Foto: Jan Unger. Arkivfoto
Afghanere i demonstration foran den sovjetiske ambassade i København efter Sovjets invasion. Foto: Jan Unger. Arkivfoto
Lyt til artiklen

Der var ingen medier i Sovjetunionen, der beskæftigede sig kritisk med krigens menneskelige omkostninger, da Sovjet førte krig i Afghanistan fra 1979 til 1989. Den officielle historie var, at Sovjets indsats i det tilbagestående land var glorværdig, og når døde soldater blev sendt hjem til deres grædende familier i kister af zink, fik familierne ingen anden forklaring, end at den døde var faldet heltemodigt i kamp, og at vedkommende havde fået Den Røde Stjernes Orden for indsatsen.

Det ændrede Svetlana Aleksijevitj på. I årevis rejste den energiske hviderussiske forfatter og senere nobelprismodtager jævnligt til Afghanistan for at høre, hvad menige soldater og officerer samt læge- og sundhedsstyrker mente om krigen og det liv, de levede. Resultatet blev ’Zinkdrengene’, en dokumentarisk beretning om en krig fuld af meningsløs smerte.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her