Der var ingen medier i Sovjetunionen, der beskæftigede sig kritisk med krigens menneskelige omkostninger, da Sovjet førte krig i Afghanistan fra 1979 til 1989. Den officielle historie var, at Sovjets indsats i det tilbagestående land var glorværdig, og når døde soldater blev sendt hjem til deres grædende familier i kister af zink, fik familierne ingen anden forklaring, end at den døde var faldet heltemodigt i kamp, og at vedkommende havde fået Den Røde Stjernes Orden for indsatsen.
Det ændrede Svetlana Aleksijevitj på. I årevis rejste den energiske hviderussiske forfatter og senere nobelprismodtager jævnligt til Afghanistan for at høre, hvad menige soldater og officerer samt læge- og sundhedsstyrker mente om krigen og det liv, de levede. Resultatet blev ’Zinkdrengene’, en dokumentarisk beretning om en krig fuld af meningsløs smerte.
