Vi er ved at få sat opgangen i stand derhjemme på Østerbro. Det er vi glade for. For det var nemlig tiltrængt. Efter mange år uden hverken maling eller rengøring af væggene udgjorde opgangen en sammenhæng, hvor en død narkoman ikke ville stikke voldsomt af. Og den venlige malersvend møder hver morgen glad og fro til opgaven. Så der er sådan set ingen malurt i bægeret.
Bortset fra en enkelt lille detalje. Vor mand på stigen kan i lighed med stort set resten af den samlede danske – måske ligefrem internationale – håndværkerstand godt lide musik til arbejdet. Til det formål er der så opstillet en transistorradio, som fylder skakten med musik fra den nyere popmusiks righoldige skatkammer af udødelige hits, fra Abbas hymniske ’Our Last Summer’ og mesterværket ’Super Trouper’ til Elton Johns ’I’m Still Standing’, der reddede albummet ’To Low For Zero’ fra at skuffe helt. Og det er jo bare dejligt, kunne man med ekkoet fra en elsket julekalender sige. Men det kan dog vække undren, at radioen står og udspyr gamle hits i stueetagen, når mester svinger penslen på fjerde etage. På den afstand er numrene ikke til at skelne fra hinanden, og lyden af dem kan mere træffende betegnes med udtrykket ’støj’.
