Hvis man vil kritisere 89’erne, skal man ikke fokusere på, at vi sidder på alt flæsket, sådan som Matthias Dressler-Bredsdorff gør i sin samfundskritiske kommentar i Politiken 25. september. Det mente jeg også, at 68’erne gjorde for 20 år siden. I stedet kan man med rette kritisere os for, at vi ikke udnyttede den unikke mulighed, vi havde for at ændre verden til det bedre og tage et opgør med dem, der ikke vil vores moral, sprog, traditioner og den danske retsstat. Den kamp blev negligeret i tiden efter Murens fald. Hvis man vil kritisere 89’erne for noget, skal man kritisere os for det.
Dressler-Bredsdorff skriver i sit næsten harmdirrende indlæg, at Mikael Bertelsen var vores stemme, Claus Meyer vores smagsløg, Rune Lykkeberg vores fremmeste intellektuelle, og Radio24syv vores største succes. Historikken passer ikke helt. Bertelsen lavede børneradio i 1990’erne, Claus Meyer var tv-kok, første gang jeg læste om Lykkeberg, var i 2000, da han opfandt ordet ’vulgærliberalisme’ i Månedsbladet Press, og Radio24syv var den konservative kulturminister Per Stig Møllers opfindelse, som – med al respekt – ikke ligefrem tilhører min generation.
