Det er en strålende efterårsmorgen, hvor solguldet flækker skyerne mod øst. Jeg nyder udsigten fra mit vindue på 2. sal. En ny udsigt. I løbet af de sommermåneder, vi har tilbragt ude i vores kolonihave, har de revet plejehjemmet Sølund i Ryesgade ned. Så nu har jeg søudsigt i panoramabredde. Dog kun en kort overgang. Så vil det nye Sølund skyde i vejret og tage endnu mere af udsigten, end det gamle gjorde.

Men sådan er det jo med det nye og det gamle. Ikke meget i denne verden er så fast i formen, som vi går rundt og bilder os ind til daglig. Og skal jeg nyde min nyvundne herlighedsværdi, kræver det, at jeg ser hen over det gabende lysebrune jordhul, hvor gravemaskiner, vandpytter og betonbrokker ikke just pynter.