Det var som en scene fra en dommedagsfilm. Da Verdenssundhedsorganisationen, WHO, i slutningen af november fastslog, at omikron var en ’bekymrende variant’ af coronavirus, blev landegrænser lukket, markeder styrtdykkede, og advarsler om de ulykker, som denne nye trussel kunne påføre verdens befolkninger, spredte sig som en løbeild.
Og så ... vendte mange af os ellers tilbage til vores vanlige gøremål. I en rundspørge, der blev gennemført blandt amerikanere 3.-6. december, havde næsten alle – 94 procent – hørt om omikron. Selv om der stadig er ubesvarede spørgsmål om omikrons farlighed og evne til at smitte, selv om man er vaccineret, svarede kun 23 procent, at de sandsynligvis ville ændre deres ferieplaner, og 28 procent sagde, at de nok ville holde op med at samles med mennesker uden for deres egen husstand.
