Alles øjne er rette mod grænsen mellem Ukraine og Rusland. Europa står i den mest tilspidsede sikkerhedspolitiske situation siden ophøret af den kolde krig. Danmark har sendt to F-16-jægere til Bornholm. Helt præcist bliver de ifølge forsvaret sendt »hvis det vurderes operativt nødvendig«. Det skal nok holde Putin i ro for nu og få kirkeklokkerne til at bimle i Kijev. Der er sendt et signal, som man siger på storpolitikkens bonede gulve. Men hvilket sprog tales på den ypperste scene? Magtens sprog naturligvis.
Selv det har dog en fonestisk dimension. I gamle dage var det fransk. Og spørger man i Paris, er det fortsat sådan. I en mindre parallel virkelighed er svaret engelsk. Selvfølgelig er kinesisk vigtigt. Og russisk. Og spansk. Og hindi. Men engelsk er det operative sprog for klodens beslutningstagere. Den globale elite sender deres små poder på amerikanske og engelske topuniversiteter, ikke mindst for at tilegne sig evnen til at sige yes, no og interdependency uden for stærk accent. Men selv om det er et af de mest ordrige sprog, der kom ud af Babelstårnet, har det også begrænsninger. Det gælder især for beskrivelsen af udenrigspolitik.
