Stort og forsinket tillykke til vores nye transport- og ligestillingsminister Trine Bramsen. Hvis hun som afgående chef for krudt og kugler troede, at hendes ministerbil kørte fra ilden til asken, skal hun tro om. Det er åbenlyst, at ligestillingsministerposten er håbløs. Enten larmer man for lidt. Det gælder for de fleste. Eller også larmer man for meget. Og alt det væsentlige ligger alligevel i Beskæftigelsesministeriet og Justitsministeriet. Således vil Bramsen hurtigt blive mere dus med DSB’s køreplan end med de 37 officielle former for børnefamilier, der findes i Danmark. Der findes nemlig næppe et andet politisk område, der som transport og store statslige infrastrukturprojekter får emotionerne og passionerne til at boble over.
Og derfor er Bramsens titel forkert. Hun burde retligt tituleres minister for transport og byggeriet af Lynetteholm, for netop det historiske projekt, der definitivt ødelægger Den Lille Havfrues udsigt, men til gengæld giver bolig til 35.000 borgere og ditto arbejdspladser, bliver den store knast, som vil sluge Bramsens tid. Et projekt, der i grandiositet får Christian IV til at fremstå som en sølle sidegadeentreprenør uden ambitioner. Det er et projekt, der løber frem til 2070. Det er et byggeri, som vil påvirke tusindvis af menneskers dagligdag med støjgener og svær trafik. Der vil skabe en fornyet og intens debat om miljøkonsekvenserne. Det skal klimasikre København. Måske. Og til gengæld er finansieringen helt uklar.
