Mens jeg sent om aftenen sidste søndag stod i en frysende og fortvivlet folkemængde i Budapest og hørte oppositionslederen Péter Márki-Zay erkende sit valgnederlag, blev mit Twitter-feed på telefonen fyldt med billeder af myrdede civile ukrainere i byen Butja. Nogle af dem var bagbundne. Ved siden af en myrdet kvinde lå en nøglering med et vedhæng, der forestillede EU-flaget – de gule stjerner på blå baggrund. Gruen i Ukraine er selvfølgelig langt værre end fortvivlelsen i Ungarn, men der er en skæbnesvanger forbindelse mellem de to ting.
Det er et tragisk paradoks, at oplysninger om nogle af de værste grusomheder under den russiske præsident, Vladimir Putins, terrorkrig mod Ukraine kommer til vores kendskab, samtidig med at Ungarns ministerpræsident, Viktor Orbán, bliver genvalgt, blandt andet fordi han har brugt selv samme krig til sin egen politiske fordel. Ud over at udnytte alle de fordele, han i forvejen har bygget ind i det stærkt manipulerede politiske system, blandt andet taktisk inddeling af valgkredse og en overvældende mediedominans, vandt Orbán valget ved at fortælle ungarerne, at han ville holde dem ude af krigen, og at deres varmeregninger ikke ville stige, fordi han har indgået fordelagtige gasaftaler med Putin.
