I Politiken 10.9. er der endnu en tekst, der opfordrer til at glemme Svend Brinkmann. Det er næsten helt morsomt, hvordan Svend Brinkmann bliver holdt i live af den stædige insisteren på at glemme ham. Først var det anmelder Matthias Dressler-Bredsdorff, og denne gang er det filosof Finn Janning, der analyserer »figuren Svend Brinkmann«.
Janning skriver: »Kritikken og begrundelsen for, hvorfor vi bør glemme figuren Brinkmann, skyldes, at samtiden ikke kalder på mere psykologisering«. Det er jeg helt enig i, og jeg opfatter mit eget virke som én lang kritik af psykologiseringen – altså af anvendelsen af psykologi til at løse problemer, der er samfundsmæssige. Det er mystisk, at Janning retter den kritik mod mig, når han selv blandt andet lever af at lave kurser i mindfulness for teenagere og lærere. Ser han ikke den psykologiserende bjælke i sit eget øje?
