For et par søndage siden sad jeg på en fortovscafé i Berlin og følte, at tiden flød på en underlig måde. Det var, som om mit syn på mystisk vis var blevet forvrænget.

Ved siden af mig sad unge mennesker og hang over deres formiddagsbrunch. Men det var ikke det, som var så mærkeligt. Alt omkring mig var lukket. Butikker, kontorer, selv nogle af dönerstederne. Der var så fredfyldt og stille. Det eneste, man kunne høre, var vinden i træerne, snakken ved de andre borde og unge forældre, der kom rullende med deres barnevogne ned ad den halvtomme gade. Kun de mange parkerede biler i vejsiden vidnede om, at her var en civilisation, som under normale omstændigheder ville have langt mere travlt.