Jeg havde egentlig lovet mig selv aldrig at skrive om det her. Da jeg for lidt over 15 måneder siden flyttede til Sydkorea, svor jeg, at jeg ikke ville blive en af den slags udlændinge. Dem, der bruger Facebook, Twitter, Instagram og diverse etablerede medier til at brokke sig over, hvordan udlændinge bliver (forskels)behandlet i Sydkorea og til at påpege de problemer i landet, der rammer specifikt dem. Men de seneste måneders udvikling i samfundet krydret med en voldsom oplevelse med det koreanske hospitalsvæsen gør, at jeg ikke vil tie stille mere. Ikke kan.

Sydkorea er et af de få udviklede lande, der fortsat ikke har et anti-diskriminationslov. Det betyder, at det er fuldt ud lovligt for alle fra privatpersoner til arbejdsgivere til forretningsejere at diskriminere personer baseret på deres køn, hudfarve, etnicitet, seksualitet, alder, handicap og civilstand.