I en af de sociale mediers mange sammenhænge blev jeg for nylig præsenteret for et billede, der viste facaden af en gammel slagterforretning. Heraf fremgik det, at denne butik blandt andet solgte ’røgvarer’. Ældre læsere vil vide, at dette ikke dækker over tobaksprodukter, men er en bedaget og i dag vel obsolet betegnelse for diverse former for charcuteriprodukter: bacon, skinker, pølser med videre. Selvsamme segment vil også – nærmest per automatik – kunne genkalde sig, hvordan der duftede, når man defilerede forbi en sådan biks: den helt særlige aroma af savsmuld, røget kød og krydderier, der kildrede næsens slimhinder på forunderlig vis.

Det kan man godt savne i dag – også selv om man ikke spiser hverken spegepølse, kæbesnitte eller bayonneskinke. Men den duft er ikke en del af storbyens olfaktoriske milieu længere. Andre dufte er også borte. Den svindende mængde af brune værtshuse med alt til faget henhørende har også mindsket antallet af gange, man rammes af en hørm af kold cigaretrøg og dovne ølslatter fra en åben bodegadør om formiddagen. Og den gennemgribende renovering af boligmassen – herunder installation af fjernvarme – har også sørget for, at der ikke stinker af petroleum i de fleste brokvarterer, sådan som der gjorde for 30 år siden.