Nogle flyder ovenpå, andre går til bunds. Nogle tier stille, andre siger fra. Nogle bliver hørt, andre ikke, men Glenn Bech har ingen grund til klage, for han har på kort tid ramt nationen med sin digteriske kritik af ulighed i dens mange former. Også den, der kan ramme en arbejderklasse-homo fra provinsen. I månedsvis har Bech været her, der og allevegne. Endnu en gang har fremragende ny litteratur stillet spørgsmål ved alt det, mange dovent tager for givet. Som få andre har digteren fra Horsens bidraget til en moderne forståelse af, hvad klassekamp går ud på. Hans kritik af forkælet storbyungdom og hans modige opgør med identitetspolitisk sekterisme kom på det helt rigtige tidspunkt.
»Jeg skulle date ph.d.’er eller nogen, der var rige. Jeg skulle ligesom højne mig selv hele tiden«
