Jeg fik en skolegang og en uddannelse, som jeg ved, jeg kan takke min mors generations kvindesagskvinder for, ja, jeg fik tilmed et legat fra Dansk Kvindesamfund, og hver gang jeg op gennem årene er blevet opfordret til at være medlem af denne eller hin kvindesagsorganisation og har sagt nej tak, sidder jeg tilbage med den klump af dårlig samvittighed, det gi’r ikke at støtte søstre i samme båd.
Men problemet er jo, at der er tvivl i min sjæl om såvel mål som midler. Hvad er det, vi vil, og hvordan vil vi det? Et eller andet tyder på, at der er forvirring om begge dele. Sagen er vel den, at vi vil for meget, og at det har vi efterhånden villet gennem så mange år, at omverdenen – ikke mindst mændene – er blevet vant til at forvente, at vi også kan alt det, vi så gerne vil. Men endnu et problem ligger deri, at noget vil vi rent viljemæssigt – andet vil vi rent instinktivt, og så er det, vi får halen og Lee-bukserne på komedie.
