I en situation med stigende spændinger i Taiwan og gensidige anklager om spionage er forholdet mellem Kina og USA dårligere, end det har været i mange år, og intet tyder på, at det bliver bedre. Mens Europa kæmper med udsigten til en militær konfrontation mellem de to lande, Ruslands krig mod Ukraine og globale forsyningskæder, der stadig ikke er kommet sig efter coronapandemien, er EU’s ledere i Bruxelles og unionens 27 medlemsstater generelt under stigende pres for at omdefinere unionens udenrigspolitik. Ukraine-krigens første år har vist, at principiel enighed ikke er let at omsætte til en velfungerende politik.
En større meningsmåling, som tænketanken European Center for Foreign Relations har gennemført i 11 af EU’s medlemsstater, bekræfter, at krigen i Ukraine har haft vidtgående konsekvenser for borgernes opfattelse af den globale orden og fremtiden. Undersøgelsen viser, at EU’s ledere står over for store udfordringer i deres forsøg på at skabe en fælles udenrigspolitik, når de på én gang skal tage hensyn til den offentlige opinion i en tid, hvor tilliden til regeringer og institutioner er lav, og træffe upopulære, men nødvendige beslutninger.
