På blot et år er Søren Pape Poulsen gået fra partikonge til at være en formand, hans egne ikke engang længere lytter til. Den politiske tragedie er tilsyneladende uden ende, skriver Christian Jensen i denne klumme.

Chefredaktøren: Alle kigger på Ellemann, men tragedien om et politisk kongefald i slowmotion foregår her

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den ydmygende symbolik kunne dårlig være malet tydeligere op. Her står en formand for Det Konservative Folkeparti i den tidligere kongeby Nyborg og udstiller sig selv som det, han er ved at ende som: en konge, der har mistet evnen til at regere i sit eget parti.

Konservatives sommergruppemøde i denne uge skulle have været en ny begyndelse for partiet og et mentalt og politisk comeback for Søren Pape Poulsen. Efter en lang sommer skulle formanden vise, at han kunne genrejse sig selv og partiet efter et helt igennem rædselsfuldt år, hvor Søren Pape Poulsen har været hovedperson i sin egen politiske tragedie.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her