54-årige Noura Chebahi Bendali fik ikke den pause, hun længtes efter:
»Jeg gik fra at være mor til mine egne børn, til nu at være mor for mine forældre«

For snart fem år siden blev Nouras far diagnosticeret med alzheimers, men det er først i de senere år, at sygdommen har påvirket deres liv. Han er ikke længere i stand til at huske særlig meget, og han har blandt andet brug for hjælp til at spise sin mad.

Der er stille i stuen. Noura går ud i køkkenet for at lave te og varme æbleskiver. Stilheden bliver korvarigt afbrudt af bønnekald fra det digitale radiour, som lyder fem gange om dagen.

Man kan ikke mærke på Noura, at hun har travlt. Hun mader sin far en ske ad gangen, hendes stemme er tålmodig.

Det er først, da hun forlader lejligheden, at hun bevæger sig med hastige skridt hen imod sin bil og suser af sted mod sit arbejde.

Det har hun gjort hver dag siden den septemberaften sidste år.

»Skynd dig herover«

Noura er færdig på arbejde 15.30, og inden hun tager hjem til sig selv, kører hun forbi sine forældre. Ikke hver dag, men de fleste dage.

Hun tager puslespil og børnebøger frem, som er blevet en integreret del af eftermiddagene, for at træne deres færdigheder. Hendes far skal tælle alle dyrene i bogen, men det lykkes ikke hver gang. Ved siden af sidder hendes mor og koncentrerer sig om sit puslespil.

Noura griner, når hendes far tæller forkert, eller når han ikke kan huske navnet på en tiger eller en ko.

»Nej, forkert!«, udbryder hun, men hendes far insisterer på at have ret.

Man kan ikke se på hendes smil, hvor svært hun egentlig synes, det er at passe sine forældre, og hvor meget det påvirker hende psykisk. Det er heller ikke meningen, at hendes forældre skal se det på hende. De må ikke fornemme, hvor svært det er.

Det er vigtigt for hende, at deres sidste tid er fyldt med gode, positive minder. Hun husker tilbage på den septemberaften, hvor hun var bange for at miste sin far.

Sent om aftenen modtog Noura et opkald fra sin mor:

»Din far er syg. Skynd dig herover«.

På vejen ringede Noura til sine søskende. I lejligheden lå hendes far på gulvet midt i et krampeanfald. Det var ikke nyt, for siden sin diagnose havde han fået krampeanfald en gang imellem, men denne gang varede det længere end normalt. I en halv time var han ikke til at komme i kontakt med.

»Min mor sad ved siden af og bad ham om ikke at forlade hende endnu«.

Han blev hentet i ambulance og blev indlagt omkring midnat. Han var indlagt i to dage. Siden da har han ikke kunnet gå uden støtte, og han har brug for mere hjælp end før.

Men han vil ikke på plejehjem. Han vil dø hjemme i sin egen lejlighed omringet af sin familie og ikke af fremmede. Det ønske forsøger Noura, hendes to søstre og to brødre at opfylde.

Hver tredje måned holder de et møde, hvor hele familien er samlet. Noura, hendes søskende, deres ægtefæller og deres børn. De kalder det for generalforsamlingen.

Her diskuterer de, hvilke opgaver de hver især skal udfylde. De finder ud af, hvem der står for at tage dem til lægen, hvem der laver mad om morgenen, om aftenen, og hvem der træner med forældrene om formiddagen.

En falliterklæring

Lige nu overnatter hendes 61-årige storebror, Mohamed, hos deres forældre en gang imellem. Det skiftes de til i familien, men Noura ved godt, at det på et tidspunkt bliver nødvendigt, at en af dem bor der permanent.

»Så må en af os sige vores arbejde op, så vi kan passe dem døgnet rundt«, siger Noura.

Da vi spørger hendes forældre, hvorfor de ikke vil på plejehjem, ryster de blot på hovedet. Til Noura har de sagt, at deres beslutning dels har noget at gøre med mediernes negative omtale af plejehjem, dels med deres kultur og sprogbarriere.

Det at sende sine gamle forældre på plejehjem kan i nogle miljøer være en falliterklæring, forklarer Anika Liversage, som er professor mso ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velværd, VIVE.

»Der er noget stigma forbundet med plejehjem, og det, at man sender sine forældre på plejehjem, er i nogle kulturer lig med at kaste dem på gaden«, siger Anika Liversage, der i 15 år har beskæftiget sig med etniske minoriteters familieliv i Danmark.

Udover at det anses som en pligt og en ære for mange etniske minoriteter at passe deres forældre, kan det også skyldes en religiøs forpligtelse.

»I islam har man en forventning om, at man skal ære og respektere sine forældre. Men vi er ikke på samme måde knyttet op på det i Danmark, fordi vi har en anden samfundsmodel«.

44 procent af den danske befolkning er enten overvejende uenig eller helt uenig i, at de skal inddrages i plejen af ældre. Det viser en Megafon-måling, der blev foretaget for TV2 og Politiken sidste år.

Størstedelen af danskerne vil gerne hjælpe med indkøb og motion, men når det kommer til toiletbesøg og bad, er det kun henholdsvis 6 og 7 procent af danskerne, der vil hjælpe deres ældre.

Men det koster også de pårørende at skulle varetage den slags opgaver.

Det kan ende med, at den enkelte bliver så nedslidt psykisk og fysisk, at de bliver nødt til at sygemelde sig på arbejde, siger Dorthe Nielsen, professor og forsker ved Syddansk Universitet:

»Det kræver sundhedsfaglige kompetencer at tage vare på ældre, som er syge. Det kræver nogle teknikker, som kun faglærte kan udføre korrekt. Det at skulle løfte sin egen far kan føre til ryg- og armskader. Man kan gå ned med stress, fordi man påtager sig et så stort omsorgsansvar, som normalt ligger inden for sundhedsvæsenet«.

Pusterum på arbejde

Noura Chebahi Bendali ved godt, hvor stor en opgave hun udfører. Hun kan mærke det fysisk i kroppen. I sin ryg, når hun løfter sin far op om morgenen, og de gange, hun løfter ham op fra gulvet, efter han har fået et krampeanfald, som der har været flere af, siden han fik sin diagnose.

Hun oplever, hun drukner i opgaven nogle dage. Hun har svært ved at finde sig selv og sin egen identitet. For hvem er hun egentlig?

Noura er fraskilt og har selv fem børn. De to yngste er tvillinger på 19 år.

»Jeg gik fra at være mor til mine egne børn, til nu at være mor for mine forældre. Jeg fik aldrig den pause, som jeg længes efter«.

Noura har drømme, men de må endnu engang vente.

»Jeg har altid gerne villet arbejde for Læger uden Grænser, og jeg ville gerne rejse alene. Men jeg er nødt til at være tæt på mine forældre«.

Hver fjerde uge er hun udlånt til Ullevål sykehus i Oslo. Det anser hun som sin frihed. Sit pusterum. I de fem dage skal hun kun bekymre sig om sig selv. Hun husker dog altid at ringe hjem til sine forældre.

I de fem dage nægter hendes far at gå i bad. Han vil kun bades af Noura.

Plejehjem giver ikke kærlighed

Det er i badet, hun føler sig tættest på sin far. Det er her, de snakker om alle de svære ting. Det er i badet, han undskylder. Han undskylder for at være en byrde. For at være til besvær.

Men Noura synes ikke, de er til besvær. Hun ser det blot som en gengældelse af deres kærlighed. En gengældelse for de ni måneder, hendes mor bar hende i sin mave. For at forlade deres hjemland, deres kultur for at give Noura og hendes søskende et bedre liv. For alle de år, hendes forældre knoklede, så hun kunne gå på den dyre franske privatskole.

Kærlighed kan selv ikke det mest omsorgsfulde personale på et plejehjem give.

»Det er vigtigt for mig, at de får et værdigt liv og en værdig død. Et liv, hvor de er omringet af os og gode minder. En død, hvor de er blevet plejet med kærlighed til det sidste«.

Derfor skjuler Noura også sine tårer og smerter fra sine forældre. De dage, hvor hun synes, det er særligt svært, går hun en tur. Ved havnen eller en tur ude i skoven. Det er her, hun giver slip.

Hun går flere kilometer, hvor hun tænker over sit liv og den skæbne, hun er blevet tildelt af Gud.

»Jeg har altid skullet præstere. Først som studerende. Så som hustru. Og nu som datter«.

Når tiden er inde til, at hun også skal passes, håber hun, at det bliver hendes børn, der tager sig af hende. Men hun vil ikke tvinge dem, for hun skal ikke føles som en byrde.

Til den tid håber hun, at samfundet vil gøre det lettere for hendes børn at tage sig af hende.

Hendes to tvillingedøtre er på vej ud ad døren. De skal mødes med deres veninde for at besøge hendes bedstefar. Dernæst over til deres egne bedsteforældre. Noura har forsøgt at vise dem, hvor givende det kan være at passe sin familie.

Vi spørger hendes døtre. De tøver ikke. Ja, svarer de. Selvfølgelig.

Er det her løsningen? Kommenter gerne nedenfor.