For to år siden sad jeg i en psykologitime under mit udvekslingsår i USA sammen med en anden dansk veninde, da hele klassen fik stukket en lap papir i hånden og blev stillet spørgsmålet: Hvad er du god til? Der gik ikke to sekunder, før klasselokalet blev fyldt med lyden af blyantsstreger, alt imens min veninde og jeg blot kiggede usikkert på hinanden og ledte rundt i lokalet efter nogen, hvis svar vi kunne kopiere.
Efter et par minutter samlede mr. Jones sedlerne ind, og da han kom forbi vores bord, kiggede han spørgende på vores endnu blanke papirer. Vi trak blot på skuldrene. En efter en begyndte han at læse svarene højt for klassen. Nogle af dem, jeg husker bedst, lød således: »Jeg er den bedste i min klasse til matematik«, »jeg er en virkelig god ven«, og »jeg kan løbe hurtigere end de fleste«. Efter hvert svar kiggede jeg rundt blandt mine klassekammerater og ledte efter en grimasse, et par rullende øjne eller en kommentar til sidemakkeren, men jeg fandt intet. Jeg kunne slet ikke forstå, hvordan ingen fortrak en mine over så åbenlys arrogance.
