I Politiken 10. december er trykt et åbent brev af historiker Michael Böss til undertegnede. Med sit indlæg vil Böss intervenere i den igangværende debat om arbejdsmoral og arbejdets betydning for mennesker og samfund, som jeg har været engageret i, gennem en diskussion med Kaare Dybvad Bek i Altinget, hvor jeg har skrevet, at det kun er fantasiløse politikere, der vil have os til at arbejde mere. I sit brev skrev Böss, at en kamp for mindre arbejde ikke er en kamp for det gode liv. Men selv om Böss’ indlæg har en interessant gennemgang af især kristne tænkeres historiske lovprisning af arbejdet, kommer det efter min mening helt skævt ind i debatten.

Böss påstår nemlig fejlagtigt, at jeg »taler arbejdet ned«, og tilføjer, at »arbejdet selvfølgelig kan rumme værdi, både for den enkelte og for samfundet«. Det sidste er jeg naturligvis helt enig i, og derfor kunne jeg heller ikke finde på at tale arbejdet ned. Den aktuelle debat, som er igangsat af Kaare Dybvad, handler ikke om, hvorvidt det at arbejde er godt eller dårligt. Alle er enige om, at det som udgangspunkt er godt. Debatten handler om, hvor meget arbejdet skal fylde i et liv, og hvordan det skal tilrettelægges, og jeg har – som flere andre – kritiseret Dybvad for hans moraliserende tilgang til mennesker, der f.eks. ønsker at gå på deltid eller bruge mere tid med familien. Dybvad har skrevet, at vi bliver »dårligere mennesker«, hvis vi ikke er på en arbejdsplads.