Jeg var i starten af 20’erne, da jeg første gang oplevede en destruktiv chef. Det var til et rundbordsmøde med min afdeling og en chef. Indtil for nylig havde jeg arbejdet på en restaurant, men var nu trådt ind i Djøf-land med hæve-sænke-borde og ergonomiske stole. Naivt troede jeg, at en chef med lyseblå skjorte ville behandle sine medarbejdere bedre, end jeg havde set en stresset restaurationschef gøre det. Men jeg tog fejl.
På et tidspunkt begyndte en af mine kolleger at kradse i organisationens selvforståelse. Først forsøgte den store chef at ignorere den kritiske medarbejder ved at stirre ned i sin iPad. Men frustrationen hos medarbejderen forsvandt ikke ved at blive forvekslet med tom luft. Til sidst reagerede chefen med et oralt diarréudbrud og overdyngede min kollega med modbydeligheder. Det var verbalt misbrug af magt. Bagefter samlede vi os alle sammen nede i kantinen, mens min kollega græd ud. Vores chef var som Saurons øje fra ’Ringenes herre’ – når først øjet var rettet mod dig, var du færdig.
