Om 40 år løber vi tør for nogle af jordenslivsvigtige ressourcer, havene stiger, dyrs naturligehabitater bliver ødelagt, floder bliver forurenet, sydens beboere flygter fra klimaforandringer. Samtidig sidder tusindvis af os teenagepiger på de sociale medier og viser de kæmpe mængder af nyindkøbt og billigt ultra fast fashion-tøj frem til vores venner.
Jeg er flov over mig selv og min generation.
Det er ikke en hemmelighed, at vi unge har et overforbrug af tøj. Der bliver købt for meget og for dårligt, og det overforbrug belaster miljøet. Selv om vi unge godt ved, at det, vi køber, er ekstremt skadeligt, vælger vi alligevel at gå på kompromis med etik og miljøhensyn, fordi den lave pris lokker.
Ultra fast fashion-mærker som det kinesiske tøjmærke Shein er eksperter i at lave tøj, der taler til specielt teenagepiger, som gerne vil se smarte ud, men ikke har pengene til at købe god kvalitet. De er også fantastiske til at følge med i trends på sociale medier og så hele tiden lancere nye produkter, som følger de trends.
TV 2 refererer til det kinesiske medie Caixin, der beretter, at Shein lancerer 30.000 produkter om ugen. Det er mange i forhold til andre fast fashion-mærker som Zara, som kun lancerer 50.000 produkter om året. Shein er med andre ord en ustoppelig maskine, der tager teenagepiger med storm.
Alle mine veninder, inklusive mig selv, har på et eller andet tidspunkt købt tøj fra Shein. De fleste shopper der jævnligt. Man kan komme langt for 200 kr., når en gennemsnitlig top koster 40 kr. Tøjet er så billigt, at man ikke sender tøjet retur, men smider det i skraldespanden, hvis det ikke passer eller ikke er som på billedet. Det fører til massivt overforbrug. Desuden er det let at være ligeglad. Man føler, at ens egne handlinger er en dråbe i havet og ikke gør en forskel i det store billede, fordi alle andre ikke ændrer adfærd og vælger at købe løs.
Tøjet er så billigt, at man ikke sender tøjet retur, men smider det i skraldespanden, hvis det ikke passer eller ikke er som på billedet. Det fører til massivt overforbrug
Der er en grund til, at tøjet fra f.eks. Shein er så billigt. Arbejdsforholdene, tøjet er produceret under, er umenneskelige og foregår under slavelignende forhold, skriver Public Eye, et schweizisk medie, som omhandler menneskerettigheder og miljø. Ifølge mediet har arbejderne ikke kontrakter, som beskytter dem i forhold til f.eks. mindsteløn, arbejdstid og sundhedsforsikring. Der er eksempler på, at nogle arbejder 75 timer om ugen med kun 1-2 fridage om måneden, på trods af at det er direkte ulovligt i Kina, skriver Public Eye.
Derudover indeholder tøjet farlige kemikalier. I en undersøgelse lavet af Greenpeace Tyskland fandt man frem til, at 15 pct. af de 47 stykker tøj, de undersøgte, indeholdt skadelige kemikalier, der er ulovlige i EU. De kemikalier, der blev fundet, kan skade børns udvikling, fremkalde kræft og nedsætte fertiliteten. Blandt andet.
Jeg tror desværre ikke, at vi unge kommer til at ændre vores vaner af os selv. Hvis min generations forbrug af mærker som Shein skal stoppes, kræver det initiativ fra regeringen, som stopper uetiske firmaer i at sælge ultra fast fashion-tøj i Danmark. Derudover kræver det, at forældre støtter op om, og giver penge til, at unge kan købe bedre og færre stykker tøj. Støt os i at gøre det rigtige.
fortsæt med at læse
Det er en befrielse ikke at bruge energi på at lede efter nyt tøj eller blive fristet af et godt tilbud
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


