Regeringen lægger med sit udspil til uddannelsesreform op til at forkorte pædagoguddannelsen. Men den faglighed, pædagoger får, må vi ikke tage for givet. Det er vigtigt, at vi ikke skærer i deres uddannelse. Jeg ved det, for jeg har selv arbejdet på området.
Jeg har været pædagogmedhjælper i en børnehave i København. Arbejdsvilkårene var så ringe, at institutionen ikke kunne tiltrække ret meget uddannet arbejdskraft. Det førte til, at en del af personalet blev sygemeldt. Både på grund af den udfordrende børneflok og på grund af manglen på uddannet personale. Jeg og to andre medhjælpere endte med at være ansvarlige for en hel børnehave, og det var i bund og grund ikke supergodt for de børn, der gik der.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
