Jeg har længe haft en prikkende følelse af, at jeg burde formidle mine tanker om det her emne – men for at være helt ærlig har jeg været bange. Det føles som at stikke hånden ind i en hvepserede, og hvem har lyst til det? Alligevel gør jeg det, fordi jeg er mere bange for, hvilken kultur og hvilket samfund jeg overlader til mine fire døtre.
Jeg er ærligt talt træt af kvinder, der udskammer mænd som gruppe. Håner dem og gør nar ad dem i deres forsøg på at sætte fokus på ligestilling. Med fuld kraft råber de op om ’strukturel ulighed’, fordi kvinder oftere arbejder deltid, tager sig af huslige opgaver og er hovedansvarlige for børnene i nogle hjem. Det skal der gøres op med, siger de – og det skal ske med systemiske løsninger, som om ansvaret ligger uden for dem selv.
