Nobels fredspris er en af de mest prestigefyldte priser, men den gives ikke til folk, der kritiserer de økonomiske incitamenter, der fører til voldelige konflikter. Et godt eksempel er den nylige modtager af Nobels fredspris, Maria Corina Machado. Machado, som er fra Venezuela, fik prisen for sit arbejde med at fremme »en retfærdig og fredelig overgang fra diktatur til demokrati«. Machado er en af lederne i oppositionen mod Venezuelas autoritære præsident Nicolás Maduro. Machado har dog ikke kun antydet fredelige løsninger til at få fjernet Maduro fra præsidentembedet.
Machado var i september på Fox News, hvor hun blåstemplede Trumps bombninger af venezuelanske både i Caribien på baggrund af, at bådene, ifølge Trump-administrationen, var på vej for at smule narkotika ind i USA. Noget, som Trump-administrationen ikke har fremlagt beviser for. Dette er blot Trumps seneste aggressive optrapning rettet mod Venezuela, samtidig med at det er blevet rapporteret, at folk i hans administration, herunder udenrigsminister Marco Rubio, ønsker at få Maduro fjernet som præsident for Venezuela. Det mindsker ikke incitamentet til en mulig militær konfrontation med Venezuela, at Machado, kort inden hun modtog sin fredspris, godkendte bombningerne af sine landsmænd.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

