Ingen kan have overset, at den britisk-amerikanske filminstruktør Christopher Nolan har filmatiseret et af den vestlige litterære kanons hovedværker, Odysseen. Filmen har givet anledning til rige diskussioner om Odysseus, Helena, Pallas Athene, græsk oldtid, historiebrug – og om kvaliteten af den konkrete kunstneriske gendigtning. En interessant del af debatten kredser om, hvad det flere tusinde år gamle digt egentlig siger os – eller burde sige os – for eksempel om maskulinitet og følelser.
I en kommentar i Weekendavisen (31. juli 2026) ærgrer Anne Sophia Hermansen sig over, at Nolan har forvandlet Odysseus til en »tudeprins«. Hun tolker portrættet af den samvittighedstyngede Odysseus som et udtryk for tidsånden og en – tilsyneladende træls – nyere tendens til at fremstille superhelte som sårbare og følsomme individer. Når det gælder Odysseus, mener Hermansen, at Nolan forvrænger forlægget: »Homers Odysseus er imidlertid en machomand af den virkelig gamle skole, her er ingen gråd eller fortvivlelse«. Nolan har ifølge Hermansen »udstyret ham med et følelsesliv, der er komplet fremmed for den oldgræske antihelt«.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.