Jeg var 14 år gammel, da min sag landede på et skrivebord, og Horsens Kommune besluttede, at jeg ikke længere kunne bo hos min mor. Jeg blev anbragt i netværkspleje hos min mormor, og det betød, at jeg slap for at præsentere mig selv forfra for endnu en voksen med en kuglepen i hånden. Noget, der ellers er en standardøvelse for langt de fleste anbragte børn. Min mormor vidste, hvem jeg var, længe før jeg blev til et sammensurium af sagsakter med et CPR-nummer klistret på forsiden, og det er et privilegium, der bestemt ikke er alle anbragte forundt.
Vi har efterhånden brugt et halvt århundrede på at gøre omsorg til en offentlig opgave, og nu tror vi fejlagtigt, at den er løst, hver gang et budget kan stemmes igennem. Men selv om systemet kan rigtig meget, bliver det aldrig i stand til at gøre det, der betyder mest. Spørgsmålet er nemlig sjældent, om der kommer en bolig, når man fylder 18, for det gør der som regel.
