I august 1991 fældede min far et gammelt birketræ. En kæmpe birk, der truede med at vælte ned over vores datja. Engang var birketræet på varme sommerdage en skærm mod den brændende sol. Siden blev det til en konstant fare. Jeg ved ikke, om han sammenlignede det med Sovjetunionen. Måske kunne han selv i året 1991 ikke tillade sig at tænke så kættersk en tanke.

Dag efter dag klatrede han op i højden og arbejdede i skjul af bladene. Indimellem hørte jeg hans kraftige, men fjerne stemme: Pas på! Tag imod! Så hejste han et afsavet stykke af træet ned med et reb. Jeg skulle rulle træklodsen til side og kontrollere rebet for bristede fibre. Meter for meter lod jeg det tunge reb glide gennem mine fingre. Sikke et reb det var! Jeg havde aldrig før set sådan et reb. Fibrene var grønne og havde indvævede kobbertråde, der strålede i solen, så rebet kom til at ligne en slange.