træiramme

Heksetræet var et monument over min barndom. Da det blev ødelagt, indså jeg, hvor let vi behandler naturens uerstattelige værdier som affald.

Naturen er blevet så fremmed for os, at vi kan ødelægge den uden at sørge

Hvordan takker man et træ? Det spørgsmål har jeg grublet over, siden jeg opdagede, at mit yndlingstræ over dem alle var brændt ned. Forleden var jeg taget hjem til Lystskoven i min barndomsby for at besøge det gamle egetræ, der altid har mødt mig med en gådefuld intensitet. Heksetræet. Umuligt at overse, for der åbnede sig et stort ovalt hul i midten af træets hule stamme, en perfekt detalje, grænsende til det komiske, for det understregede noget indlysende: Træet var skabt af det samme mørke stof som eventyr. Måske er det derfor, at min familie altid har haft den uforklarlige tradition at gå hen til hullet for at se, om heksen var hjemme.

Men da jeg ankom til træets velkendte plads, gav en unaturlig åbning frit udsyn til noret. Der gik mange perplekse sekunder, og så, efter en væmmelig forsinkelse, slog chokket ud i lys lue.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
PodcastSe alle
’Håndholdt panserværnsgranatkaster RPG-7V’. ’Kalasjnikov-automatgevær AK-74’. ’Offensiv håndgranat RGD-5’. Det er nok de færreste børn i 8. klasse, der ved, hvordan de våben skal bruges, hvad de hedder, og hvordan de virker rent teknisk. Men det gør børnene på skolen på den russiske ambassade i København. Her, blandt pæne lejligheder og store huse på Østerbro, er læren om de tre våben blot en brøkdel af det militære stof, børnene undervises i. Politikens journalist Sigrid Debois Reuss har gennemgået hundredvis af sider i en række dokumenter fra den russiske skole i København for at kortlægge, hvad der foregår inden for skolens mure.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her