I sidste uge anmeldte Politiken udstillingen ’Fire & Ice – On Belonging and Becoming in Kalaallit Nunaat (Greenland)’ – en udstilling med otte samtidskunstnere på Copenhagen Contemporary. Anmeldelsen rejser et vigtigt spørgsmål om, hvilket ansvar en kunstinstitution har, når den arbejder med så komplekse og historisk betændte relationer som forholdet mellem Kalaallit Nunaat og Danmark.

Anmelder Mathias Krüger slår ned på, at Copenhagen Contemporary med udstillingen ønsker »at lade kunstnerne tale«. Vi vil gerne nuancere præmissen om, at vi med dét greb forsøger at fralægge os et institutionelt ansvar om at indtage etståsted. Det er et bevidst kuratorisk valg. Udstillingens tematik om tilhørsforhold taler ind i et ulige kolonialt magtforhold – og det i en tid, hvor aggressioner fra USA forstærker presset. I den kontekst er det afgørende at forholde sig til, hvem der historisk har haft ret til at definere fortællingen – og hvem der skal have plads til at definere den nu.