Spotify har ikke gjort musikken demokratisk

I sidste uge offentliggjorde musikselskabernes brancheorganisation Ifpi nye tal, der viser, at musikselskaberne igen tjener penge, og at det primært er et resultat af streaming, herunder Spotify, WiMP, TDC Play etc. Så vidt, så godt.

Før offentliggørelsen af disse tal kunne man i Politiken læse et indlæg med overskriften 'Tilbage til fremtiden' underskrevet nogle af branchens største aktører, herunder de to major labels Universal og Sony. Sidstnævntes direktør, Henrik Daldorph, er også bestyrelsesformand i Ifpi.

LÆS KRONIKEN

Indlægget er blevet rost for at udvise en vis selvkritik over for den etablerede branche, der med afsendernes ord de seneste 10-15 år blev »selvtilstrækkelig og i højere grad koncentrerede sig om egne fortræffeligheder end om den virkelighed, forbrugerne befandt sig i«.

Historien: De mindre selskaber i 00’erne var mere innovative og fleksible og havde nemmere ved at tilpasse sig de nye tider, mens det var sværere for de store pladeselskaber, der blev til klodsede dinosaurer og forsøgte at leve videre på de præmisser, som havde virket så fornemt i et godt stykke tid, før internettet ændrede spillereglerne.

Nu går det så småt bedre for disse store selskaber, hvorfor de først nu føler et behov for at vise ydmyghed. Efter mere end et årti med skræmmekampagner klinger en sådan ydmyghed mere end en anelse hult.

Det handler ikke om at være for eller imod major labels eller kun at støtte de små. Det er for banalt og kedeligt at inddele kulturen i modsætninger, dikotomier og radikale valg, der skal definere enten populærkultur eller undergrund. Sådan hænger verden ikke sammen, og det er heller ikke agendaen i dette indlæg.

Det store problem opstår, når man fordrejer og patenterer sandheden. Når 'musikselskaberne' har det bedre, hører vi om det, fordi de store selskaber er i bedring.

Men hvad er der egentlig sket rent historisk? Jo, de store pladeselskaber har siddet på deres hænder i årevis, indtil de til sidst investerede i dem, der rent faktisk forstod udviklingen, herunder særligt Spotify, og nu ser de på ny lyst på tingene.

Men der er langt derfra og til de konklusioner, der herefter blev draget i fredagens indlæg. Fra årtusindskiftet fik mindre bands og pladeselskaber bedre muligheder for at få deres musik ud gennem internettets mange muligheder, og mange talte med rette om en vis demokratisering af musikken.

LÆS MERE

Når Henrik Daldorph (Sony), Casper Bengtson (Universal) og Søren Krogh Thompson (Playground) til gengæld skriver, at forbrugeren gennem streaming »dagligt stemmer med musen om, hvilken musik der skal modtage penge fra den samlede streamingøkonomi«, forekommer det yderst arrogant at omtale det som en demokratisering af musikken.

Ud over at flere pladeselskaber har procenter og dermed interesser i blandt andet Spotify, er der umådeligt stor forskel på marketingbudgetterne og det, vi diskret og underspillet kan kalde 'gode kontakter': De store aktører har naturligvis bedre muligheder for at få deres musik på eksempelvis P3, ét af de få magtfulde musikmedier i Danmark, hvorfor de også vil få flere afspilninger på Spotify.

Lad os få én ting på det rene: Dette er ikke et opgør med de store musikselskaber. De tjener deres penge på lovlig vis. Men de skal ikke tage patent på sandheden. Jo, alle kan komme på Spotify, WiMP, Play etc., men det bliver også sværere og sværere at kunne vælge fra eller til, hvis flere og flere lyttere benytter denne platform.

Diskussionen skal heller ikke handle om afregning og procenter, men demokratisering er heller ikke det rette ordvalg, når Spotify fordeler goderne efter kunstnernes popularitet.

I indlægget hed det, at »et andet kritikpunkt er, at vækstlaget lider under streaming. Sådan forholder det sig imidlertid ikke. Tværtimod, fristes man til at sige. I modsætning til selskabernes tidligere distributionsmonopol har vækstlaget via streamingtjenester uhindret adgang til at dele deres musik med alle«.

Dette er alt, hvad der siges om vækstlaget i indlægget. Det er fint med dårlige betalinger, hvis det gælder alle. Men det gør det ikke.

Neo-liberalismen har for længst infiltreret kulturen, og det er der intet nyt i. Men dette forsøg på ydmyghed og antydning af demokratisering er direkte skadeligt, når der er tale om manipulerede sandheder. De store musikselskaber har deres version af tingenes orden, men de har ingen ret til den universelle tone, de tillægger sig.

Den stærkeste del af indlægget er indrømmelsen af, at de ikke vil tage diskussionen om kunststøtte, da de udelukkende satser på musik med kommerciel gennemslagskraft.

Det er en værdsat ærlighed, hvor åbenlyst det end måtte være. Her anerkendes det, at der er ontologiske, kreative og kommercielle forskelle på major labels og de mindre aktører.

De store musikselskaber har ret til at juble over, at de igen tjener penge. Men de har ingen ret til at plædere for sandheder, der ikke findes.

De benytter sig af et retorisk greb, der skal sælge forklædte sandheder som kulturel frihed og demokratisk potentiale. Det har vi allerede politikerne til.

Lad venligst være med at udsætte kulturen og jeres medmennesker for det samme.