Danskerne er verdensmestre i tillid

Når man lytter til debatten om socialt bedrageri, skattesnyd og ’Dovne Robert’, får man indtryk af, at Danmark er et land, hvor tilliden mellem mennesker er i krise. Men intet er mere forkert. Danmark er det land i verden, hvor tilliden er størst, og det bliver bedre og bedre«.

Ordene kommer fra professor i statskundskab Gert Tinggaard Svendsen fra Århus Universitet, som er aktuel med pamfletten ’Tillid’. Social tillid er den andel af befolkningen, der mener, at man kan have tillid til mennesker, man ikke kender i forvejen. Det svarer hele 78 procent af danskerne ja til – den højeste score for noget land i verden.

Da Gert Tinggaard i sensommeren 2005 rejste til en konference i den sydafrikanske storby Durban, viste det sig hurtigt, at der er gode grunde til, at kun omkring hver ottende sydafrikaner mener det samme.

»Jeg var inviteret for at fortælle om social kapital, altså evnen til at samarbejde uden at skrive tingene ned, og det, vi nu måler som tillid. Og så kom jeg med min danske 78 procent tillid i rygsækken til et land, som ligger på knap 12 procent. Du mærker lynhurtigt, at der er noget helt anderledes her. Du ser med det samme de mange kontrolforanstaltninger, bevæbnede vagter overalt, og folk er på vagt overfor hinanden«.

Tinggaard Svendsen og de andre konferencedeltagere følte sig som byttedyr, der konstant blev iagttaget af rovdyrene:

»Der stod banditter uden for hotellet. Når folk forsøgte at bestille en taxa eller gå de få hundrede meter hen til konferencestedet, blev de brutalt overfaldet. Der udbrød simpelthen panik blandt deltagerne. Overfaldsmændene var bevæbnet med knive og opererede i par. Den ene satte sig på brystet af byttedyret med kniven for dets strube, mens den anden rodede lommerne igennem. Det foregik på en offentlig befærdet gade, men ingen tog notits af, at der lå en turist her med to mand over sig. Ingen gjorde noget. Det var en del af hverdagen i et samfund med lav social tillid«.

Gert Tinggaard Svendsen har heldigvis løbeskoene på, da det bliver hans tur til at blive overfaldet. Og da professoren løber langdistanceløb, bl.a. strandmaraton, lykkedes det ham at løbe fra røverne i det tunge sand ved stranden neden for hotellet.

»Jeg fik et klart billede på forskellen mellem Danmark, hvor ingen, som Poul Nyrup Rasmussen har sagt engang, har en kniv i hånden uden at have en gaffel i den anden, og et lavtillidsland, hvor man ikke kan have tillid til andre mennesker, og dem med knive ikke har gafler«.

Ifølge Gert Tinggaard Svendsens forskning er det den høje sociale tillid, der er forklaringen på Danmarks rigdom. Det blev han opmærksom på, da han var ph.d.-studerende i USA i 1990’erne under den verdenskendte økonom Mancur Olson. Olson blev berømt på sin teori om problemerne ved at handle kollektivt.

Tendensen til at være ’free-rider’ – at køre på frihjul – gør det svært at få folk til at betale skat, melde sig ind i fagforeninger og den slags. For hvis folk kan nyde goderne uden at betale for dem, så gør de det. Men Skandinaviens skattetryk og organisationsgrader passede ikke rigtigt ind i teorierne.

»Det store paradoks for økonomerne er, hvorfor vi i Skandinavien er så rige. Hvis vi ser på, hvad vi indtil nu har haft af uddannelse og ressourcer, så er det meget svært at forklare. Der må være noget mere. Og ’the missing link’ kunne være vores tillid. Hvis du kan lave tingene baseret på tillid, så sparer du en masse papirarbejde og kontrollanter. Det smører samfundets tandhjul«.

Men kan vi direkte oversætte vores 78 procent tillid til mere rigdom og større bruttonationalprodukt?

»Man kan sige, at der mangler en fjerdedel i forklaringen af et lands rigdom. Halvdelen kommer fra et lands arbejdskraft målt i form af uddannelsesniveau. En fjerdedel kommer fra fysisk kapital, altså ressourcer, maskiner og så videre. Men den sidste fjerdedel kan man ikke regne ud, hvor kommer fra. Og der forsøger en række økonomer nu at regne tilliden ind som en faktor«.

LÆS ARTIKEL

Underminerer Dovne-Robert tilliden?

»Mens tilliden har været på retur i mange andre samfund gennem de senere år, har den holdt et konstant højt niveau i Danmark og er faktisk steget en smule i de allerseneste undersøgelser«.

Hvordan kan det være, at tilliden er stigende, med alle de senere års sager, der har været fremme med mennesker, der bryder spillereglerne. Folk, der hæver kontanthjælp uden at være berettiget til det, eller snyder på anden måde?

»Man kan vende det om og sige, at når det kommer frem, at her er en, som ikke ønsker at arbejde og bidrage, som f.eks. ’Dovne Robert’, så kommer det frem i lyset, og folk diskuterer det. Det er et signal om, at flertallet er enige om, hvad der er skidt, og hvad der er kanel, og at man reagerer, hvis der er uregelmæssigheder«.

Men ’Dovne Robert’ bliver vel også et billede på et normskred? At det er okay at udnytte systemet, så det må jeg også hellere gøre?

»Men igen: Der kommer en stærk reaktion, og han bruges igen og igen som eksempel på, hvad man ikke skal gøre«.

Skal vi ikke for at bevare den grundlæggende tillid indføre skrappere kontrol, der sikrer, at folk som ’Dovne Robert’ ikke kan free-ride på systemerne?

»Det er klart, at der skal være et incitament til, at folk arbejder. Og det indebærer også nogen kontrol. Men der kan også komme for meget kontrol, for 100 procent kontrol er lig nul procent tillid«.

Men ’Dovne Robert’ er jo ikke alene. Vi har jo haft et bombardement igennem mange år af eksempler på, at folk fusker med sociale ydelser, at kriminaliteten stiger, at folk snyder i skat, og at medarbejdere ikke laver noget. Underminerer det ikke tilliden?

»Det at vi har en uafhængig presse, der er opmærksom på uregelmæssigheder og sikrer, at det kommer til offentlighedens kendskab, og sikrer, at der bliver gjort noget ved det, er med til at fastholde tilliden. I mange andre lande kommer tingene jo aldrig frem«.

Så vi skal først være bekymrede den dag, ’Dovne Robert’ ikke kan komme i tv?

»Lige nøjagtig. Vi hører ikke om alle de mennesker, der passer deres ting. Det er netop, fordi det er et normbrud, det er interessant«.

Tillid er for Gert Tinggaard Svendsen forventningen om, at en given norm respekteres. De uformelle spilleregler. For nylig så vi forskellen mellem verdensmesteren Danmark og lavtillidslandet Brasilien.

»Da Shaktar Donetsk spillede mod FC Nordsjælland, og deres brasilianske angriber scorer efter en fair play-situation, hvor de burde have givet bolden til FC Nordsjælland, så vi netop bruddet på en uskreven regel. Derfor er det også svært at straffe ham efterfølgende«.

Men det betalte sig jo fint for ham? Han fik kun én spilledags karantæne, og hans hold gik videre i turneringen?

»Ja, han freeridede – kørte på frihjul - på FC Nordsjællandspillernes tillid, til at man overholder reglerne. Og hvis det gentager sig, hver gang FC Nordsjælland spiller, så ender det med, at de ikke længere stoler på, at de andre respekterer reglerne, og så fungerer det ikke længere. Så skal man til at nedskrive regler og bruge ressourcer på at håndhæve dem«.

Tinggaard Svendsen bruger i sin bog også et eksempel fra Aarhus, hvor en ung pige spytter sit tyggegummi ud på fortovet. Pigen handler rationelt ud fra et en økonomisk logik, hvor hun skal maksimere sin egen nytte – hun sparer besværet med at gå de ekstra skridt til affaldsspanden. Men den uskrevne sociale norm siger, at hun alligevel ikke bare spytter ud.

»Fordelen ved, at tyggegummiet ryger i affaldskurven, er, at andre ikke træder i det, og at andre ikke skal rydde op. Den norm bryder hun. Så kunne man begynde at lave nogle forfærdelige regler om, at det er forbudt at spytte sit tyggegummi ud på fortovet, og hvis man gør det, kommer politiet ligesom i Singapore«.

Ja, men det har vel vist sig enormt effektivt, der?

»Ja, men det er dyrt. Det skal håndhæves. Kontrolsamfundet koster. Singapore bruger ressourcer på at kontrollere, der igen overvæltes på priserne. Og i og med at vi sparer den slags udgifter i Danmark, så burde vi alt andet lige kunne producere billigere end dem«.

KRONIK

Mange politikere har jo netop talt om en tillidsreform, der skal afskaffe kontrol i den offentlige sektor og give tillid til den enkelte medarbejder. Er der et perspektiv i det?

»Det kan betale sig at uddelegere arbejde. Måske er der en enkelt ansat, der snyder, men alle de andre, der ikke gør det, mere end opvejer det. Og så giver det innovation. Når der er tillid, så flyder informationen lettere. Du kan sige nogle ting til dine overordnede, uden at du bliver fyret. Og det betyder, at mange gode ideer i Danmark kommer nedefra og op«.

»For nogle år siden sad jeg ved siden af en direktør i et dansk verdensfirma efter et foredrag om tillid. Han sagde: »Det, du talte om der, det var præcis min virksomhed. Det var sådan, vi slog amerikanerne«. De sad nogle få mennesker i København og styrede hele den store virksomhed, mens alt ansvar var uddelegeret til regionale ledere, de stolede på. Og de vidste godt, at de blev snydt hist og her, men alle de sparede kontrol- og advokatudgifter gjorde, at de var billigst i konkurrencen«.

Det høje tillidsniveau i Danmark betyder, at en ledelse generelt kan stole på sine medarbejdere?

»Vi tager det for givet, at folk laver noget, når de er på arbejde. Når de er færdige med det, de har fået at vide, at de skal lave, så går de videre med noget andet nyttigt. I mange andre lande er det sådan, at du laver det, du skal, og så venter du på en ny ordre. Det er det danske guld, at vi kan gøre den slags baseret på tillid. Lenin sagde, at tillid er godt, men kontrol er bedre. Jeg har omskrevet det til ’kontrol er godt, men tillid er billigere’. Vi taler om en afgørende konkurrencefordel i det nye årtusinde«.