Voteman er urfaderen, demokratiet påkalder, når det har spillet fallit

Det var ikke mange timer, jeg fik lov til at dø af grin over valgvideoen ’Voteman’, som ramte min drengerøvshumor, selv om jeg godt ved, at jeg er for kvinde og gammel til at være i målgruppen.

Mandag aften blev jeg præsenteret for den på Facebook og postede den i spontan begejstring selv. Tirsdag formiddag blev den trukket tilbage af afsenderen, Folketinget.

Valgvideoen er lavet for at få unge til at stemme til EU-valget. Til det formål har folkene bag opfundet superhelten Voteman, en muskuløs tyr af en behåret gangster-moustache-macho, der rykker ud, når han bliver tilkaldt, for med kølig vold at sende ugidelige hipsters til stemmeurnerne.

Voteman er som enhver ordentlig actionhelt drevet af et traume: Iet flash back ser vi ham vågne fra sin ungdoms sofavælgersøvn og bryde sammen, da han opdager, hvilke vigtige EU-beslutninger han er gået glip af at have indflydelse på (’Climate regulations’, ’Agricultural subsidies’ og ’the amount of cinamon in his cinamon buns’ – speaken er naturligvis på amerikansk).

Rulleteksterne forsikrer os om, at ingen hipsters er kommet til skade under optagelserne. (LOL!)

Videoen blev mødt med forargelse, både på Facebook og i Folketinget. Anklaget for sexisme, fordi vi i starten ser Voteman under oral bearbejdning af en flok nøgne kvinder med røven i vejret.

Den blev anklaget for voldsforherligelse, fordi Voteman river hovedet af en hipster. Den blev anklaget for plathed slet og ret. Inden dyreretsforkæmpere nåede at problematisere den ydmygende objektgørelse af delfiner i scenen, hvor Voteman bruger dem som vandski, trak Folketinget videoen tilbage.

Men hvad er Voteman for en skikkelse? Ifølge sine skaberes talsmand, Thomas Thorhauge, er han »en parodi på de brutale typer, man finder i regimer som Hviderusland og Ukraine« og altså ikke en glorificeret helt, hvis værdier man skal identificere sig med. Han er en arketype, selvtægtsmanden, gangsterbossen, den magtfulde leder hinsides loven.

Han er den type, som Freud kalder ’urfaderen’, ham, som har den adgang til uhæmmet nydelse (hor, mord, fråseri), som Loven fratager sine undersåtter. Derfor skal Voteman have oralsex af et harem, derfor skal han rive hovedet af en hipster. Ikke for at forherlige vold eller promovere kvinden som sexslave, men for at etablere Voteman som (parodi på en) urfader.

Videoen er for så vidt et udtryk for, at når Lovens pæne far ikke længere kommer nogen vegne, må vi tilkalde den primale far, som står uden for Loven. Når Voteman bliver ringet op og bedt om at komme og redde situationen, er det så at sige Loven eller Demokratiet, der ringer op for at få hjælp udefra.

Samme figur var på spil i den amerikanske valgvideo ’Vote or Die’, lavet af folkene bag ’South Park’ og rapperen P. Diddy.

Her er urfadertypen en elegant sort gangster, der med pistol og røvklask får jaget Stan og andre ’bitches’ i stemmeboksen, mens han rapper: »Democracy is founded on one simple rule, get out there and vote, or I will motherfucking kill you«.

Det er selvfølgelig i tilføjelsen: »or I will motherfucking kill you«, at demokratiets lov overskrides (endog med reference til den akt, som overskrider Lovens fundamentale incestforbud: »motherfucking«).

Og det peger på et problem i Demokratiet: Hvor er sanktionen, hvormed vi kan sikre, at borgeren opfylder sin borgerpligt, når det ikke er med vold og tvang? Tja, hvorfor egentlig ikke med humor?

Jeg undrer mig over, hvor Votemans forargede kritikere har været de seneste 10-15 år. Når Anders Samuelsen kalder filmens brug af vold, porno og lemlæstelse for noget af det platteste, han har set, lyder det grangiveligt, som om han ikke har set særlig meget. Har han aldrig set ’South Park’? ’Family Guy’? ’Simpsons’? ’Klovn’? Eller bare læst en Wulffmorgenthaler?

Bølgen af sort og politisk ukorrekt humor har længe været over os. Det kan godt være, at den rummer fare for kynisme, men den rummer også potentialer til velgørende ideologikritik, en slags omvurdering af alle værdier.

På den ene side udstiller og tydeliggør den de stereotyper (eksempelvis kvindeopvartet machogorilla), som trods al politisk korrekthed stadig er fremherskende. På den anden side angriber den den hellige ko, som politisk korrekthed er blevet, og stiller spørgsmålet, om den er vejen frem til større frihed, lighed og tolerance.

Slipper vi af med stereotype forestillinger ved at fortrænge dem i den politiske korrektheds navn? Kunne man tænke sig, at det forløsende og frigørende kunne være latterbrølet frem for forargelsen?

Pædagogisk rummer Voteman et glædeligt budskab om, at man ikke behøver at være et humorforladt dydsmønster for at engagere sig i politik. Desværre har visse politikeres reaktioner så modsagt dette budskab og bekræftet fordommen.