»Det er ikke rart, hvis man pludselig har dem stående i baghaven, og der sidder jeg ude sammen med hundene om aftenen og sådan nogle ting, og kan jeg sidde derude i fred, eller får jeg lige pludselig ... fordi de har forvildet sig ind, ik’ os’, og så kan jeg ikke snakke med dem, ik’ os’, og sådan nogle ting, og det ville jeg da føle mig lidt utryg ved ...«.
Siger Dorte Mikkelsen, gift med Claus, som er i gang med at sætte stakit op om parrets ejendom og have. For om kort tid kommer der syriske asylansøgere til deres sønderjyske by, Toftlund, og hvis nu de er en flok derfra, der forvilder sig fra asylcenteret og hele vejen over nabogolfbanen og så går ind i haven til Dortes ’lille hule’ i det åbne skur, hvor hun sidder om aftenen og pulser smøger, så ... hvem ved. Uvished er utryghed. Man hører jo så meget.
