Debatindlæg afHenrik Dybvad Larsen

psykolog

Jordemødre er lige så vigtige for børns fremtid som pædagoger og lærere

Lyt til artiklen

Det er en oplevelse, der gør dybt indtryk, at læse om, hvor presset personalet på landets fødeafdelinger er. I Politiken 30.11. er man inde på, hvor stressende arbejdsvilkårene er for jordemødrene og de øvrige faggrupper.

Jeg er overbevist om, at personalet gør alt, hvad de kan, for at skabe så god en fødsel som overhovedet muligt for både mor og barn.

De svagest stillede får de dårligste fødsler

Men at forestille sig, at et af livets absolutte højdepunkter skal foregå på en travl fødeafdeling og af og til med lange ventetider, træt personale og skiftende jordemødre, er ikke en behagelig tanke.

En vordende og fødende mor er særdeles påvirkelig over for den stemning, der omgiver hende. Og er det et stresset og fraværende personale, så smittes hun og kan selv reagere med stress, angst og utryghed.

Moderens reaktioner kanaliseres videre til fostret, påvirker det, kan komplicere fødslen og få yderligere negative følger længere ind i barnets første tid uden for livmoderen.

Herunder tilknytningen mellem mor og barn, amning, indsovning og evnen til at falde til ro.

Vi ved fra forskningen inden for præ- og perinatal psykologi (fostrets og fødslens psykologi), at et foster er meget følsomt over for alt det, der foregår under graviditeten, fødslen og tiden umiddelbart efter fødslen.

Denne viden betyder, at vi må forlade opfattelsen af, at barnets liv begynder ved fødslen. Tidligere troede man, at tiden i livmoderen var en velsignet tid, der kørte på autopilot, og hvor forældrene kunne begå diverse fejltagelser, uden at det fik konsekvenser.

Det var opfattelsen, at barnet var beskyttet af moderkagen, og at nyfødte var så godt som døve, dumme og blinde og ude af stand til at føle smerte.

På den baggrund opererede man tidligere spædbørn uden bedøvelse.

Nu ved vi, blandt meget andet, at præ- og perinatal stress kan programmere det nyfødte barns hjerne med en livslang profil, der har angst som det altdominerende.

Alle har ret til en tryg start på livet

I en undersøgelse har man hypnotiseret børn og unge mennesker mellem 9 og 23 år for at se, hvad de huskede fra deres egen fødsel.

Konklusionen fra denne undersøgelse er, at indholdet i fødselserindringerne tyder på en avanceret grad af fysisk, mental og følelsesmæssig bevidsthed i forbindelse med fødslen.

Derfor, set fra en psykologs synsvinkel, er rammerne omkring en fødsel ekstremt vigtige, ikke bare for barnets fysiske overlevelse, men også for dets fremtid psykologisk set.

Vores børns trivsel og fremtid formes allerede før, under og umiddelbart efter fødslen.

Henrik Dybvad Larsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her