Man kan blive godt og grundigt frustreret som gentofteborger i disse tider, hvor der tilsyneladende er enighed blandt medierne om at tegne et karikeret og oldnordisk billede af de 75.000 mennesker, der bor i kommunen.
Et billede, der er overvejende fremmedfjendsk, selvtilstrækkeligt – og ja, på mange måder også temmelig latterligt. Vi bliver blandt andet beskrevet som nogle, der vader rundt i badekåbe og ditto tøfler og bare hygger os og helst ikke vil have, at der kommer unge mænd fra farlige steder og kigger på vores letpåklædte unge piger på stranden.
Wake up, medier! I er med til at grave grøfter, til at skabe splid, til at dele en befolkning op i dem og os og til at undergrave en integrationsindsats.
Det er IKKE det billede, jeg oplever i Gentofte. Tværtimod.
Karikaturen har fået en ekstra tur i mediemøllen efter et borgermøde på Gentofte rådhus for nylig. Medierne valgte fuldstændig selektivt at give taletid til de få kritiske røster på mødet for at få bekræftet en række klassiske fordomme om, at de rige er onde. Vi, de rige og onde, bidrager vel at mærke med 1,8 milliarder i kommunal udligning.
I Gentofte hersker den moderne apartheidMedierne glemmer i øvrigt at bemærke, at der i Gentofte også bor mennesker i ganske almindelige gennemsnitsboliger med ganske almindelige gennemsnitsindtægter, der slet ikke har tid til at slentre rundt i badekåbe.
Dagsordenen for mødet var orientering og dialog om boligplaceringen af 60 flygtninge i den tidligere internationale skole midt i Hellerup.
Medierne var mødt talstærkt op. Jeg tror aldrig, vi har set så mange medier til et borgermøde i Gentofte. Hvorfor mon? For at fortælle om alle de gode initiativer, der præger kommunen? Desværre nej.
Det blev den samme gamle sang om heftig debat, en kommune splittet i to fraktioner og interviews med ikke mindst repræsentanter for Nye Borgerlige, der allerede er godt i gang med valgkampen.
Også selv om de reelt ikke havde tiltrukket sig nævneværdig opmærksomhed på mødet. Tværtimod blev to desperate forsøg på at hidse en stemning op mødt med tavshed og en overbærende latter af de omkring 250 fremmødte borgere.
Virkeligheden på mødet var en helt anden. Det var en aften præget af varme og vilje. Sådan en aften, hvor man går opløftet hjem og tænker, at der sgu alligevel er noget ved at være menneske.
Borgmesteren fik overrakt resultatet af en hurtig underskriftindsamling på Facebook, der byder flygtninge velkommen
Borgmester Hans Toft forklarede sagligt om de overvejelser, der ligger bag boligplaceringen, og en frivilligkonsulent gennemgik i detaljer en flygtnings vej gennem systemet fra asylcenter til borger i Gentofte med tilbud som danskundervisning, mentorordning, opkvalificering, virksomhedspraktik, introduktion til danske samfundsforhold, kultur og historie og meget andet.
Der var taletid til de frivillige kræfter, Netværkshuset under Dansk Flygtningehjælp, som siden 1998 har arbejdet for en positiv modtagelse af de flygtninge, og Venligboerne, som i Gentofte tæller 1.160 medlemmer.
Efter de forskellige indlæg var der åbent for spørgsmål og dialog. Adskillige borgere stillede sig op og fortalte om personlige positive erfaringer med flygtninge som kontaktperson og værge, som nabo, som medborger.
Borgmesteren fik overrakt resultatet af en hurtig underskriftindsamling på Facebook, der byder flygtninge velkommen. Den er underskrevet af 342 borgere, men har indtil videre ikke fanget mediernes opmærksomhed. Til gengæld er 34 bekymringsskrivelser til borgmesteren blevet massivt mediedækket.
Hér lærer flygtningene dansk på jobbetSelvfølgelig var der også bekymrede røster, og de er helt reelle og skal lyttes til og mødes. Det er svært at forstå, at kommunens unge nu bliver sprunget over i boligkøen, fordi der skal skaffes plads til flygtninge.
Svaret må være, at kommunen må i gang med at bygge flere almene boliger, så der er plads til både flygtninge og borgere med behov. For selvfølgelig skal vi også tage hånd om vores egne.
Der blev også udtrykt bekymring om en forventet øget kriminalitet, men borgmesteren kunne fortælle, at der ikke er konstateret øget kriminalitet i kommunen, efter at der er kommet flygtninge til, heller ikke i forbindelse med den frygtede ghetto på Gentofte Hospital, der huser ca. 25 mennesker. Alt forløber faktisk efter omstændighederne meget fint.
Stemningen i salen var ikke splittet i to fraktioner. De fleste af os er faktisk ordentlige mennesker, der vil vores næste det bedste. Uanset om det er en flygtning eller en indfødt.
Gentofte er andet og mere end rigmandspaladser og badekåber.
Gid, nogen ville fortælle den historie.
fortsæt med at læse
Jeg troede engang, at alle danskere var racister
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


