Debatindlæg afJette Malling

Pensioneret pædagog

Pensionist: Her er, hvad ordet 'neger' betyder for mig

Lyt til artiklen

Kære Mary Consolata Namagamba.
Du spørger i dit indlæg 'Betyder neger virkelig kun sort?'. Jeg vil gerne fortælle dig, hvad ordet neger betyder for mig. Ordet betyder en person, som er mørk eller meget mørk i huden og har kruset sort hår. En person, som lever i Afrika, eller som er efterkommer af nogle forfædre, som stammer fra Afrika.


Afrodansker: Betyder ordet ’neger’ virkelig kun ’sort’?

Jeg kender udmærket den forfærdelige historie om dengang, immigranterne i Amerika hentede slaver fra Afrika, fordi de manglede arbejdskraft. Det er et sort kapitel i USA's historie, men det definerer ikke alle mennesker på Jorden, der oprindelig stammer fra Afrika.
Du skriver ikke i dit indlæg, hvor gammel du er, men jeg forestiller mig, at du er ung. Jeg er selv årgang 1948, og jeg er vokset op med ord som indianer, asiat og neger. Ord, der definerer, hvordan nogle mennesker ser ud og hvor de bor. Det har ikke på noget tidspunkt været udtryk for nedvurdering eller diskriminering.
Ordet neger er for mig på linje med ordet asiat, der betyder en person, der bor i asien eller stammer fra forfædre der kommer derfra, en person, der har lysebrun hud og den asiatiske fold ved øjnene. Ordet neger er også det samme som ordet indianer, en person, der bor i Nord- eller Sydamerika eller hvis forfædre stammer derfra.
Når jeg siger indianer, så tænker jeg ikke på en befolkningsgruppe, der er blevet fordrevet fra deres oprindelige land, og hvor mange af dem bor i reservater. Jeg tænker på en prærieindianer, eller et mennesker fra Peru.

Cavling købte en 'negerdreng' til Politiken – for to dollars


Når jeg taler om en australier, så tænker jeg på et menneske, der oprindeligt stammer fra England, men jeg tænker ikke på, om det menneske stammer fra en immigrant eller fra en straffefange. Egentlig burde jeg jo tænke på en aboriginal, når jeg siger australier, for de er jo Australiens oprindelige befolkning, men jeg tænker på en lys person, der taler engelsk med en sjov accent.
Jeg har altid synes, at ordene sort eller hvid, som betegnelse for et menneskes hudfarve eller race, er misvisende. Det er jo meget få mennesker, der er så mørke, at man kan bruge ordet sort for deres hudfarve. Og betegnelsen hvid er endnu mere tåbelig. Hvide mennesker er jo lyserøde/lysebrune i forskellige grader.

Da jeg var barn, brugte vi farven »hudfarvet«, når vi tegnede påklædningsdukker eller mennesker i det hele taget. Der var altid en lyserød/lysebrun farve i æsken med farver. De tegnede mennesker skulle jo nemlig ikke være hvide i ansigtet eller på armene.
Jeg forstår godt, at du bliver vred, når folk råber neger efter dig. Det er da helt klart for at genere dig, men du må tro på, at der er mange mennesker i der her land, hvor ordet neger er helt neutralt og bare betyder, at den person, der bliver omtalt, stammer fra Afrika.

Jette Malling

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her