Næstformand i SF Signe Munk argumenterer i sit indlæg her i Politiken fredag 24.2. for, at løsningen af klimaproblemerne ikke skal være den enkeltes ansvar.
Men hvorfor er SF så optaget af at fjerne ansvaret for de kollektive problemer fra det enkelte menneske og lægge alle æg i reguleringskurven?
Det gælder i klimaspørgsmål, men det gælder også, når SF f.eks. vil tvinge medarbejderne i Københavns Kommune til at dyrke motion for at mindske sygefraværet. Ifølge SF er det på det strukturelle niveau, samfundet skal ændres, og den enkelte skal ikke belastes med ansvar for helheden.
Eller det er i hvert tilfælde sådan, jeg læser Signe Munk.
SF's næstformand: Klimakampen skal ikke kun være for de velpolstrede og klimahelligeSom jeg ser det, har vi her fat i den grundlæggende forskel på Alternativet og venstrefløjen.
Hos Alternativet har vi tillid til, at den enkeltes valg i livet kan være en revolutionerende kraft på vejen mod et bedre samfund. Vi mener ikke, som SF tilsyneladende gør, at de politiske systemer er den eneste vej til at regulere individernes adfærd til fælles bedste.
Vores evne til at håndtere de store samfundsudfordringer afhænger af både individet, politikerne og fællesskabet. Det begynder med den enkelte.
Jeg er som menneske en vigtig del af den større sammenhæng, jeg indgår i.
Jeg er med til at skabe og vedligeholde kulturer og strukturer, herunder forbrugsmønstre og de udfordringer, de medfører. Selv globale megatrends drives i sidste ende i høj grad af mine prioriteringer.
Jeg er således magtfuld, og mine valg påvirker dynamikken i samfundet og den retning, det bevæger sig i på lidt længere sigt. Hvis jeg retter mine valg i samme retning som mange andre mennesker, kan det revolutionere verden. Men jeg erkender som individ, at det er svært at holde sig på dydens smalle vej. Jeg spiser både kød, tager flyet sydpå og kører indimellem i bil.
Jeg erkender også, at mit bidrag til udviklingen kun er en lille krusning på det store hav. Og min miljømæssige bekymring kan let drukne i de mange andre menneskelige prioriteringer.
Derfor har jeg brug for institutioner og politikere, som kan repræsentere mig og sætte kraft bag de forandringer, som er vigtige. Og som kan give mig troen på, at jeg ikke er alene om at ville en bedre fremtid for os alle.
Jeg har brug for politikerne til at tage beslutninger på mine vegne, som gør en forskel her og nu og bidrager til at sikre vores fælles overlevelse.
Og jeg har brug for politikerne til at regulere de aktører i f.eks. industrien, som ikke er lydhøre over for anden logik end den økonomiske. Samtidig har jeg, fordi jeg er et menneske i en verden, som er reguleret af markedskræfter, brug for, at mine politikere supplerer min individuelle forbrugeradfærd med incitamenter til de økonomiske kræfter, som kan spille positivt med i klimakampen.
Pia Olsen Dyhr: Pinlig klimaindsats kræver kontrol af regeringenJeg har også brug for det store fællesskab og for, at vi som samfund er stærke nok sammen til at forandre tingene.
Den sociale sammenhængskraft, som giver os afsæt til at kunne og ville noget større end hver enkelts selvrealisering, giver mig troen på, at jeg kan gøre en forskel, at mine politikere gør, hvad de kan, til fællesskabets bedste, og at vi sammen kan vende den skræmmende klimakurs, vi er på.
Jeg har brug for ikke at være en del af de frelstes klub, men tværtimod at kunne se, at alle i det samfund, jeg lever i, har mulighed for at bidrage til vores fælles fremtid. Derfor skal der naturligvis være en social dimension i reguleringen, også når vi fører klimapolitik, så det ikke igen bliver de fattigste, som skal betale. I Alternativet taler vi derfor om tre bundlinjer: den miljømæssige, den økonomiske og den sociale. De skal alle tre være i balance, hvis vi skal skabe et nyt og bedre samfund.
Et samfund er kun så stærkt som dets medlemmers vilje til at skabe en fremtid sammen.
fortsæt med at læse
